MELLEM MYLDRETIDER

En anderledes, intim teaterkoncert. En tværkunstnerisk fortolkning af den århusianske sangskriver Kristina Holgersens cd Mellem Myldretider, der stryger over grænserne mellem klassisk og rock, billede og lyd, musik og teater.

 

Kristina Holgersens underfundige og billedskabende sange er nyarrangeret med stemningsfulde og frække kombinationer af klassisk og rytmisk. Teater og musik flettes sammen via nyskrevne dialoger og fysisk-visuelle montager.

 

Håb og drømme om kærestedage, bestik til to og jul på Tryggevældevej møder den mere absurde, rørende og besværlige virkelighed. En mosaik af små skæbnehistorier. I centrum sangerinden selv, amagerhylde og dukkehus. Enkelt og intimt, humoristisk og melankolsk. Lidt som at komme hjem.

 

Se trailer fra Mellem Myldretider.
Hør Kristinas sange på: www.kristinaholgersen.com
Eller se: Hvorfor er hun så sur? og Ammeland

 

Repremiere juni 2013: Åbne Scene, Godsbanen.
Urpremiere marts 2009: Entré Scenen, Grønnegade.

 

GALLERI

 

Repremiere 2013: Åbne Scene, Godsbanen
13. juni kl. 20.00 og 14. juni kl. 17.00

Sangskriver Kristina Holgersen og klassisk guitarist Thea Vesti Pedersen mødes igen i et skønt samspil af rytmisk og klassisk, når sangene fra cd’en Mellem Myldretider sættes på scenen i gen- og nyopsætning af originalforestillingen fra 2009. Musik og teater smelter sammen omkring Kristinas verden af absurd tosomhed og poetisk ironi. De to skuespillere Jakob Agermose og Gaia Maria Jørgensen skyder med rappe dialoger af Caroline Cecilie Malling og Anne Grethe Linnet, og der sniger sig nok også et par nye numre ind fra Kristina Holgersens seneste cd Tusinde Planer….

 

Hvis Bertolt Brecht og Kurt Weill lagde vejen forbi Jylland og begyndte at spille Muddy Waters er det ikke utænkeligt, at det ville resultere i en musik på linje med Kristina Holgersens. ***** Line Out.

 

Støttet af Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje og kurateret af Åbne Scene, Godsbanen.

 

Urpremiere 2009:  I marts 2009 blev publikum inviteret indenfor til en ”first glance” præsentation af et nyt tværkunstnerisk og tværmusikalsk arbejde.  Nye dramatiske tekster og nye arrangementer af Kristina Holgersens sange fra cd’en Mellem Myldretider. Iscenesat af Barbara Simonsen, skrevet af Caroline Malling og Anne Grethe Linnet og performet af klassisk guitarisk Thea Vesti Pedersen, rytmisk guitarist Djana Vallespir, sanger og komponist Kristina Holgersen og skuespillerne Marie Marschner og Jakob Agermose.

 

”Sange spreder varme i teatret…
Dramatikeren Caroline Cecilie Malling har skrevet en både hylende morsom og meget underfundig dialog mellem en mand og en kvinde, der mødes -formodentlig ved et cafébord. Dialogen er ubeskrivelig. Den bør ses i teatret.… Og musikken spiller elegant sammen med de dramatiske indslag…. Stemningen er fed – i ordets egentlige forstand…” Nyhedsavisen

 

Co-produktion: Det Andet Teater og Entré Scenen. Støttet af Århus Kommunes Kulturudviklingspulje og DMF.